Forside
Profiler
Gallerier
Freelancere
Guided tours
Opslagstavlen
Salg/Originaler
Søgning
Tutorials
Links
Tilfældig tegning
Nyeste tegninger
TB spotlight


   
Brugernavn

Kode (Glemt?)
Husk?
Ny bruger?

   
Nyhedsbrev
Hjælp
Regler
Lav hjemmeside
TB kalender
Nyheder
Ordbog
Om Tegnebordet
Kontakt
TB RSS
TB Tweets
TB på Facebook



Regler og retningslinier på Tegnebordet
Regler og retningslinier for dit ophold på Tegnebordet:
Overtrædelse af regler og retningslinier, kan i værste fald medføre sletning af din profil.
Du er ansvarlig for hele tiden at holde dig ajourført med disse.

Der skal komme uddybende tekst når du klikker på i-knappen.

Har du problemer med at se denne side, så klik her, for at se alle punkter foldet ud.

Regler

  1. Tegnebordet tager på ingen måde ansvaret for det indsendte materiale.

    Vi forbeholder os ret til at slette alt hvad der måtte overtræde Tegnebordets regler, også selvom værket allerede er blevet godkendt.

    Hvis værket strider imod ophavsretsloven, eller krænker tredieparts rettigheder, slettes værket øjeblikkeligt, og i grove tilfælde, også brugerens profil.

    Føler du, at dine rettigheder eller din ophavsret er krænket, bedes du kontakte en administrator, og vi vil straks tage os af sagen.

    Tegnebordet kan ikke holdes til økonomisk ansvar for tab af data, deriblandt de tegninger du har uploadet, tekst til disse, eller kommentarer du har modtaget til dine tegninger.


  2. En tegning må højest fylde 488 KB og skal være i jpg, jpeg eller png format.

    Størrelsen på filen afhænger af den profil du har, men 500 kb er den øvre grænse for gratis profiler.

    Overskrides grænsen, eller uploader du et forkert filformat, kan tegningen ganske enkelt ikke komme ind på Tegnebordet. Læs evt. mere i hjælpsektionen under galleri, om dette emne.

  3. Tegningen må ikke indeholde pornografiske scener.

    Dvs. at der udstilles personer, dyr eller andet, i seksuelle handlinger.
    Billeder med kønsdele, som er portrætteret på en udfordrende eller seksuel måde, kan blive afvist.
    Derudover forbeholder vi os ret til at afvise billeder der kan virke anstødelige. Det vil blive vurderet i de enkelte tilfælde, om det kan godkendes eller ej.

    Croquis er fuldt ud accepteret!


  4. Hverken tegningen eller beskrivelsen må indeholde racistiske budskaber, eller på nogen måder nedgøre minoriteter.

    Ligeledes tillader vi heller ikke personlig hetz mod brugere eller administratorer, eller Tegnebordet som helhed. Har du noget at klage over, så klag på rette sted og til rette person.

    Politisk satire er dog accepteret.

    Vi respekterer forskellige trosretninger.
    Vi forlanger det samme af TBs brugere, så udvis respekt for andre - uanset kultur og tro.


  5. [tekst mangler].

    [tekst mangler]


  6. Du skal selv have skabt det du uploader.

    Du må ikke uploade andres billeder, heller ikke selvom du har fået lov af kunstneren selv. Man må ikke uploade fx lillesøsters tegninger under sit eget navn selvom man skriver at billedet er lavet af hende.

    Finder vi billeder der er direkte stjålet fra en anden kunstner, sletter vi brugerprofilen uden varsel!


  7. Samarbejde er tilladt.

    Hvis man fx har farvelagt et billede fra en anden kunstners galleri, må billedet godt blive uploadet i begge gallerier. Bare der skrives hvem der henholdsvis har farvelagt og hvem der har tegnet billedet. Dette kræver at man har tilladelse fra kunstneren hvis billede man har arbejdet på. Man må fx ikke farvelægge et billede fra internettet og uploade det til sit galleri.


  8. Tegninger må ikke indeholde fotografier.

    Undtagelsen herfra, er fotografier indsat som reference - fortrinsvis til portrætter. Disse må max fylde en fjerdel af billedet.


  9. En tegning må ikke være tegnet af efter en anden tegning.

    Dette gælder både direkte tracing, hvor man lægger papiret ovenpå den oprindelige tegning og tegner af, og de kopier hvor man tegner af fra en anden tegning i fri hånd.

    1. En tegning tæller som en kopi selvom man har tegnet den i en anden størrelse end den oprindelige, med andre materialer/farver eller sat den ind på en ny baggrund. Det er heller ikke tilladt at sætte to "kopier" sammen, eller tilføje ens egne detaljer, og derved skabe et "nyt" motiv.

    2. Man må til gengæld godt kopiere en tegnestil, så længe man ikke laver en direkte kopi af det oprindelige motiv. Det vil sige at man godt må tegne en figur i samme tegnestil som fx. figurerne fra Disneys Atlantis, men man må stadig ikke kopiere fra allerede eksisterende billeder.

    3. Generelt kan siges at man godt må tegne efter ting der ikke selv er "tegnede" eller animerede. Det vil sige objekter i rum eller fotografier.

      Reglerne for hvornår copyright-reglerne på Tegnebordet brydes, når man tegner efter et motiv er som følger:

    4. Tegning til tegning: Ikke tilladt! Der er her tale om kopiering.

    5. Tegning til maleri: Endnu engang ikke tilladt.

    6. Maleri til tegning: Er heller ikke tilladt med samme begrundelse.

    7. Maleri til maleri er ligeledes ikke tilladt.

    8. Tegnefilm til tegning: Ikke tilladt. Hvis man sætter videoen på pause og tegner efter det man ser, går det under samme regler som tegning til tegning.

    9. 3D figur til tegning: Vi tillader tegninger efter 3D figurer/stills/billeder, men husk at oplyse fanart informationer, hvis det er efter en 3D figur, du ikke har rettighederne til.

    10. Fotografi til tegning: Er tilladt så længe det ikke er et foto af fx et andet kunstværk/billede. Fotomodeller, rockstjerner, bilkablads-piger eller lign. er velkomne på Tegnebordet.

    11. Skulptur til tegning: Er tilladt. Her er der tale om overførsel af et tredimensionelt rumligt objekt til todimensionelt papir. Man bør dog give skulptøren credit og nævne kunstner og kunstværk.

    12. Levende person til tegning: Dette er tilladt. Medmindre denne person da udtrykkeligt nægter at billedet bliver vist og skriver til os for at få det fjernet.


  10. Det er IKKE tilladt at genindsende en tegning

    En bedre indscanning eller en ny version af tegningen er naturligvis meget velkommen. Der skal være markant ændring i det genindsendte værk.

    Der vil blive givet en advarsel for uberettiget genindsendelse.


  11. Fanart er tilladt, hvis ikke det er kopieret. Det er VIGTIGT at læse den ekstra information omkring dette emne.

    Tegningen skal indsendes under kategorien fanart og der skal nævnes hvem figuren er og hvilken serie/bog/film etc. den er fra.

    Det er altid velset, at du også fortæller hvem der ejer en given figur, men det er ikke et must.

    Den figur du laver fanart af, skal portrætteres i en ny situation eller en ny vinkel. Det er ikke tilladt at kopiere en originaltegning, og kalde det fanart.

    Med fanart menes figurer skabt af en anden end en selv.
    Dette inkluderer fx tegneseriefigurer, computerspilsfigurer, tegnefilmsfigurer eller personer fra bøger. Man bør være opmærksom på at nogen personer er meget strikse omkring andre folks afbildninger af deres figurer. fks. kan det direkte føre til sagsanlæg, hvis man ligger fanart op af Anne McCaffreys Pern-verden.

    Men bør altid selv have styr på, at ens fanart ikke direkte kan føre til problemer for en, da vi ikke tager ansvaret for dette på Tegnebordet. En tegning vil øjeblikkeligt blive fjernet, hvis indehaveren af figurens copyright beder om det.

    En tegning er også fanart, hvis der er tale om en selvopfundet figur sat ind i et allerede defineret univers. For eksempel hvis man har skabt sin egen jedi-ridder eller sin egen elev på Hogwarts. Her er der igen tale om fanart, og universet skal nævnes + hvem der ejer copyright.

    1. Vi forbeholder os retten til at afvise/slette figurer, der læner sig for tæt op af en allerede eksisterende figur i udformning.
      Fx. Son Goku i andre farver, eller Simba med en stjerne i panden. Dette vil blive vurderet af admins, og afgørelsen kan ikke anfægtes.Eksemplerne med Son Goku og Simba er tilladt, hvis der angives at det er fanart, men ikke hvis man tager kredit for at det er ens egen figur.
    2. Vi forbeholder os ret til at afvise fanart på begrundet mistanke om tracing eller kopiering.
      Der vil blive sammenlignet med andre tegninger i brugerens galleri, for at vurdere, om niveauet er nogenlunde ensartet.


  12. Brug af brushes

    Vi tillader standard brushes fra tegneprogrammerne (så længe de ikke er bærende elementer), og tillader brushes brugere selv har lavet, samt brushes andre har lavet.

    Hvis man bruger brushes som andre har lavet, bør man dog give credit til den person der har lavet hver enkelt brush, og de må ikke fungere som bærende elementer i billeder.

    Ligeledes er det ikke tilladt at bruge brushes der tydeligt er lavet af fotos (kan være fx. træer eller blomster).

Vi tager forbehold for ændring af reglerne.

Vi forbeholder os ret til øjeblikkeligt, og uden brugerens accept, at slette værker der krænker en anden kunstners ophavsret, såfremt vi bliver bedt om dette. Mener du, at din ophavsret er krænket, bedes du kontakte os, hvorefter vi straks vil fjerne det pågældende værk.
Retningslinier
  1. Du skal opgive dit fulde navn og adresse ved oprettelse af en profil.

    Hvis du skifter adresse, så ret det venligst.

    Hvis du har opgivet falsk navn og adresse, forbeholder vi os ret til at slette din profil.

    Dine data vil ikke være tilgængelig for andre brugere, men er vores sikkerhed for at du er den du giver dig ud for, og at du kan stå bag dine ord og handlinger. Desuden bruges disse oplysninger, hvis du deltager og vinder en konkurrence eller en lodtrækning. Præmier vil blive sendt til den adresse du har i din profil.

    Manglende oplysninger giver i første omgang en advarsel, så du har chancen for at rette det - sker det stadig ikke, vil din profil blive slettet.


  2. Husk at opgive en korrekt e-mail, da du ellers ikke kan bruge din profil.

    Du vil få tilsendt en e-mail efter oprettelse af din profil (eller ændring af din e-mail), og du skal klikke på et link, for at validere din e-mail.


  3. Der må KUN oprettes én profil pr. person.

    Opretter du flere profiler, medfører det sletning af alle dine profiler.
    Ligeledes må du kun uploade egne ting i dit galleri, medmindre det er opgivet som et gruppegalleri. Da kan det ikke have karakter af at være en privat profil, og du kan kun have et gruppegalleri, ved at betale for dette.

    Det koster 300 kr hvis det er et dobbelt galleri (altså to brugere), eller 1.500 kr for skoler osv, der præsenterer deres elevers kunnen. Det samme gælder for serieskabere, der ønsker at præsentere deres tegneserier som de ikke selv har skabt.

    Det er tilladt for billedkunstlærere at lave et gruppegalleri for en klasse, såfremt det drejer sig om en almindelig folkeskole eller lignende undervisning, der er vedlagsfrit for brugeren.


  4. Det er ikke tilladt at chikanere andre brugere.

    Det er IKKE tilladt at sende andre brugere chikanerende beskeder, eller skrive chikanerende kommentarer til andres billeder. Det samme gælder for forumet. Tænk dig om før du skriver.

    Det er IKKE tilladt at offentliggøre beskeder eller e-mails du har fået af andre brugere. Disse er strengt personlige, og bør behandles med respekt for afsenderen .Hvis der er tale om breve du synes er direkte tilsvininger af dig og dybt urimelige, så kontakt en admin med problemet i stedet for at starte en heksejagt på det offentlige forum.


  5. DU er personlig ansvarlig for det der sker i din profil.

    Det er IKKE tilladt at bruge andres profiler.
    En profil er personlig, og du bedes selv sørge for at logge af inden du forlader offentlige computere, så andre ikke får adgang til din profil og dit galleri.


  6. Det er forbeholdt betalende brugere, at reklamere for salg af tegninger.

    Det er IKKE tilladt for gratis brugere at reklamere direkte ved sin tegning om at den er til salg (hverken på tegningen, i titlen, beskrivelsen eller kommentar).

    Du har som gratis bruger naturligvis mulighed for at annoncere dine tegninger til salg i din profil, hvis du har lyst.


  7. Brug af Tegnebordets forum.

    Almindelig netiquette. Altså, at man opfører sig pænt, og tænker på at der rent faktisk sidder en person bag skærmen i den anden ende. Det kan godt være du er vred, men så tænk dig om inden du skriver. Helt uacceptabel opførsel kan resulterere i sletning af din profil.

    Generelt er det en god idé ikke at råbe (skrive med store bogstaver, bruge mange spørgsmålstegn og udråbstegn). Det virker meget irriterende for den der læser, da det gør det vanskeligt at læse.

    Desuden er det ikke tilladt at reklamere i forumet. Hverken for din profil, dine tegninger, din hjemmeside eller kommercielle produkter. Du kan have et link til din hjemmeside i din signatur, hvis du ønsker det, så længe der ikke er tale om sider der på nogen måde læner sig op ad TBs koncept. Det vil blive vurderet, og bliver du henstillet til at ændre din signatur, kan denne beslutning ikke anfægtes. Det er ikke tilladt at starte en tråd op, bare for at reklamere for sin hjemmeside, eller for at tigge om kommentarer/få andre brugere til at kigge i dit galleri, uanset hvordan den form for reklame pakkes ind. Har vi slettet din tråd én gang, vil du modtage en advarsel hvis du opretter en ny tråd af samme karakter.

    Det er naturligvis tilladt at anbefale andre et produkt, hvis der bliver spurgt efter det. Du må også linke til kommercielle sider, i det omfang, at det drejer sig om at hjælpe en bruger der har spurgt efter hjælp.

    Det er IKKE tilladt at have billeder i sin signatur. Du vil blive bedt om at fjerne det, og hvis ikke det sker, vil du modtage en advarsel.

    Det er IKKE tilladt at sætte ting til salg i forumet. Det er forbeholdt vores pro-brugere, der har opslagstavlen til samme formål. Sådanne indlæg vil blive fjernet øjeblikkeligt.


  8. Tegnebordet er IKKE din private reklamesøjle.

    Du må reklamere i din profil, og ingen andre steder.
    Dvs. at du IKKE må bruge TBs beskedsystem, forum, nyhedsspalter eller lignende til at reklamere for dig selv eller dine personlige projekter.

    Er du i tvivl om hvorvidt du er på vej til at overtræde denne regel, er du velkommen til at ringe på: 86 62 00 96 og tale med Tom.

    Har du behov for at reklamere, ring da på samme nummer, og få oplyst priser for bannerannoncering/nyhedsbrevsannoncering.


  9. Ingen pornografi på Tegnebordet.

    Dvs. at vi ikke accepterer pornografiske/erotiske billeder, links, profilbilleder osv.
    Overtrædelser af dette medfører øjeblikkelig bortvisning fra Tegnebordet på ubestemt tid. Lovovertrædelser i denne forbindelse (såsom links til børnepornografi), vil blive politianmeldt.


  10. Behandl vores administratorer med respekt.
    De gør et stort stykke arbejde for jer brugere, og for at holde Tegnebordet kørende året rundt. Respekter de afgørelser der træffes. Brug et sobert sprog, hvis du henvender dig for at klage over noget. Tilsvining af en admin giver en advarsel i grove tilfælde.

Hjælp

Er der noget du ikke forstår, eller noget du gerne vil have uddybet, så prøv at læse vores hjælpsektion igennem.
Kan du ikke finde svaret på dine spørgsmål der, er du meget velkommen til at kontakte en administrator. Har du brug for hurtigt svar, så vælg en på forsiden i online-brugere vinduet. Administratorene kan genkendes ved at de har et @ foran deres profilnavn. Skulle det ske at ingen administrator er online lige nu, må du gemme dit spørgsmål til en administrator logger på.


 






Siden blev behandlet på 0.032 sekund